Bogstav-/talkage med chokoladecreme

Denne skønne opskrift på Bogstav-/talkage, indeholder sponsorerede produkter fra Carletti 🙂

Bogstav-/talkage har efterhånden været populær i et stykke tid, så nu er det vist tid til at jeg også giver mit bud på denne skønne kage.

Jeg har modtaget en stor kasse med en masse lækkerier fra Carletti – her var opgaven, at finde en anledning til at bage en kage eller lave en lækker dessert!

– Du kan altid finde en anledning, hvis ikke – så opfind den!

Hvad er din anledning?

Min anledning til at bage denne lækre Bogstavkage var, at min mand har fået nyt job. Så er det da oplagt at forkæle hans nye kolleger med skøn kage – og den blev modtaget og spist med glæde!

Kagen består af mørdejbunde, lagt sammen med chokoladecreme og i midten gemmer der sig en lækker vaniljecreme og blåbærmarmelade. Ovenpå er den pyntet med brombær, marengstoppe (se opskrift på marengs her) og en masse lækkerier fra Carletti.

Opskrift til ca. 10 pers.

Chokoladecreme:
– laves min. 4 timer før og gerne dagen før

200 g. Carletti lys kæmpeplade
½ l. piskefløde

Hak chokoladen og kom den op i en skål.
Varme piskefløden op i en lille gryde. Lige før den når kogepunktet hældes fløden over den hakkede chokolade.
Rør forsigtigt indtil chokoladen er helt opløst og fordelt ud i fløden.

Dæk flødemassen til med husholdningsfilm. Læg husholdningsfilmen direkte ovenpå overfladen af chokolade-/flødemassen og godt op ad siderne på skålen, så der ikke kan dannes kondens.

Stil den på køl i min. 4 timer eller indtil næste dag.

Når kagen skal pyntes, piskes chokolade/flødemassen til skum. Pas på ikke at overpiske den, men den må godt være så fast, at den kan holde sig når der lægges en mørdejplade ovenpå.

Vaniljecreme:
– laves min. 4 timer før og gerne dagen før

35 g. sukker
½ stang vanilje
20 g. maizena
2½ dl. sødmælk
1 æggeblomme
1 dl. piskefløde

Start med at halvere vaniljestangen og skrab kornene ud og mas dem med en kniv sammen med en smule af sukkeret. (gem den tomme vaniljestang til senere)

Bland derefter vanilje, sukker og maizena i en skål og pisk det godt sammen med en 1/2 dl. mælk. Efterfølgende tilsættes æggeblommen, som røres godt sammen med massen.

De resterende 2 dl. mælk koges op i en gryde. Put den tomme vaniljestang i gryden sammen med mælken.
Når mælken koger, tilsættes sukker-/maizenablandingen og der piskes indtil cremen tykner. Det tager nogle minutter før cremen begynder at tykne, men husk at piske hele tiden så det ikke brænder fast i bunden af gryden.

Den varme creme kommes straks op i en skål og vaniljestangen fjernes. Læg et stykke husholdningsfilm direkte ovenpå overfladen af vaniljecremen og godt op ad siderne på skålen, så der ikke kan dannes kondens.

Cremen sættes i køleskab i 3-4 timer eller indtil til næste dag.

Når vaniljecremen skal bruges, piskes den kolde creme let.

Piskefløden piskes til en let skum og blandes med vaniljecremen.

Mørdejbunde:
275 g. hvedemel
85 g. flormelis
125 g. smør
1 æg
½ stang vanilje eller 1 tsk. vaniljesukker

Skrab kornene ud af vaniljestangen og mas dem sammen med lidt af flormelisen.

Bland alle ingredienser sammen til en ensartet dej. Stil dejen på køl i ca. en ½ time.

Dejen udrulles til en tykkelse på ca. 2-3 mm og skæres ud i den form du ønsker.
Jeg havde klippet en skabelon i papir først, som jeg lagde ovenpå mørdejen og skar langs kanten.

Bages i alm. ovn i 10-12 minutter ved 200 grader, eller indtil den er let gylden. Den bliver nok lidt mørkere i kanterne, men det gør ikke noget.

Når kagen skal samles:
Chokoladecremen piskes til skum og fyldes i en sprøjtepose med en tylle.

Vaniljecremen piskes op og blandes med flødeskum, hvorefter den også fyldes i en sprøjtepose – her behøver du ingen fin tylle, da cremen “bare” skal være i midten af kagen, så det kan ikke ses.

Læg den første færdigbagte mørdejbund på et kagefad. Sprøjt små fine toppe med chokoladecreme langs kanten hele vejen rundt.

Smør marmelade på den del af mørdejbunden, hvor der ikke er chokoladecreme. Jeg brugte blåbærmarmelade, men andet kan også sagtens bruges.

Ovenpå marmeladen sprøjtes vaniljecremen, så det dækker hele området med marmelade.

Derefter lægges den anden mørdejbund ovenpå.

Sprøjt små chokoladetoppe, så det dækker hele mørdejbunden.

Pynt derefter kagen som du synes den skal se ud. Eksempelvis med p-tærter, skumbananer og Brazil fra Carletti samt marengstoppe og bær.

Kagen kan sagtens pyntes et par timer før den skal spises.

Rigtig god fornøjelse!

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar