Citronmåne, citron

Citronmåne-hapsere

Disse skønne citronmåne-hapsere er bagt med sponsorerede produkter fra Carletti 🙂

Når man tænker på citronmåne, kommer de fleste nok til at tænke på den lidt kedelige langtidsholdbare kage fra tanken! Derfor rynker mange på næsen over denne kage, men de hjemmebagte udgaver er ofte super lækre og svampede og bestemt ikke noget man bør snyde sig selv for at smage.

Jeg har lavet mit bud på små citronmåne-hapsere, som er en dejlig frisk kage og en dejlig modpol til en tung chokoladekage.

Disse hapsere vil også pynte på et lækkert kage ta’ selv bord!


Citronmåne-hapsere – ca. 16 stk.

200 g. blødt smør
200 g. sukker
125 g. revet marcipan
2 spsk. revet citronskal fra en usprøjtet citron
Vaniljestang
5 æg
125 g. hvedemel
40 g. kartoffelmel
2 tsk. bagepulver
1,5 dl. friskpresset citronsaft

Start med at flække vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland vaniljekornene sammen med lidt af sukkeret.

Smør, sukker, vaniljesukker, revet marcipan og revet citronskal kommes i en skål og piskes godt sammen.

Æggene tilsættes et ad gangen og der piskes godt imellem hvert æg.

Bland mel, kartoffelmel og bagepulver og vend det i smørblandingen. Tilsæt citronsaften og rør det hele godt sammen til en jævn masse.

Hæld massen i en springform (ca. 22 cm. i diameter) med bagepapir i bunden og smurte sider.

Bag kagen midt i ovnen ved 175 grader i ca. 45 minutter.

Lad kagen køle helt af og tag den ud af springformen.

Når kagen er helt afkølet, stikkes den ud med en rund udstikker, til små hapsere – jeg fik 16 stk. ud af det.


Hvid chokoladefrosting med knuste ”syrlige skiver”

75 g. Carletti Hvid kæmpeplade
125 g. blødt smør
150 – 200 g. flormelis
1 tsk. vaniljesukker
6-7 stk. knuste Evers Syrlige Skiver (Bolcher)

Hak den hvide chokolade og smelt den over vandbad og lad den køle lidt af.

Pisk smørret godt igennem indtil den er hvid og luftig (gerne 3-4 minutter). Tilsæt derefter den smeltede hvide chokolade og pisk det godt sammen med smørret.
Tilsæt flormelis og vaniljesukker. Start med 2/3 af flormelissen og tilsæt mere hvis massen er for flydende.

Knus bolcherne og rør dem i frostingen.

Frostingen fyldes i en sprøjtepose med tylle og sprøjtes ovenpå de afkølede citronmåne-hapsere.

Drys også med lidt knuste Syrlige Skiver henover kagerne.

Skriv en kommentar