Desserttapas med cheesecake, brownie og sandwichis

Påskelørdag havde min søn fødselsdag og jeg havde inviteret hele familien til påskekomsammen/fødselsdag. Vi havde snakket meget om hvilken dessert vi skulle servere og jeg har længe drømt om at lave en slags dessert-tapas.

Jeg tænkte, at det ville være en god idé, hvis der var forskellige smagsoplevelser. Derfor faldt valget på en lidt tung men skøn brownie med karameloverraskelse og pyntet med kaffecreme og chokolade. Så skulle der være noget mere syrligt som modspil, derfor valgte jeg at lave en citron cheesecake med lemoncurd. Personligt elsker jeg is til dessert, så det skulle der selvfølgelig også være på tallerkenen. Der faldt valget på en lækker sandwichis med marcipankiks og hjemmelavet jordbæris.

Det hele er pyntet med chokoladesnirkler, macarons, små marengskys m.v. – det er op til en selv, hvor meget man har lyst til at pynte.

Det eneste problem med denne anretning var, at jeg jeg nok lige havde glemt at tapas, jo er små fine bidder – min tapas var meget voldsom og et helt måltid i sig selv…..men jeg elsker altså dessert!!!

Mine gæster drillede mig med, at hvis denne dessert skulle serveres på en restaurant, så ville den stå på menukortet under “Hovedretter” på grund af portions-størrelsen 🙂

Men desserten smagte vidunderligt – så prøv det!

Der skulle gerne være nok til 10-12 personer, afhængig af størrelsen af de serverede stykker.

Citron cheesecake

Bund:
150 g. smør
200 g. digestive kiks
50 g. hasselnødder
50 g. mandler
2 spsk. mel
2 spsk. sukker

Start med at smelte smørret i en gryde.

Knus kiksene fint, man kan lægge dem i en frysepose og banke dem med en kagerulle eller også kan man blende dem.

Hak nødderne fint og bland dem sammen med de knuste kiks samt mel og sukker.

Rør det hele sammen med det smeltede smør.

Kom kiksemassen i bunden af den form du vil bruge til kagen – pres det godt sammen.

Bag kikse-/nøddebunden i ca. 15 minutter ved 200 grader indtil den er let gylden.

Afkøl bunden!

Sæt et stykke kageplast ned langs kanten hele vejen rundt i formen.

Lemoncurd
Man kan sagtens lave den selv, men jeg snød og købte mig fra det.

1 glas lemoncurd
3 bl. husblas

Udblød husblassen i koldt vand i min. 10 minutter.

Smelt lemoncurd i en gryde uden det koger og bland det med husblassen.

Når det er let afkølet, fordeles det ud over kiksebunden.

Ostecremen
5 bl. husblas
400 g. flødeost naturel
3 økologiske citroner
1½ dl. creme fraiche 18%
125 g. flormelis
4 dl. piskefløde

Udblød husblassen i koldt vand i min. 10 minutter.

Rør flødeost, creme fraiche og flormelis sammen, rør kun indtil massen er fin og jævn.

Pres saften ud af citronerne og varm det let i en gryde – tag gryden af varmen og smelt husblassen i den varme citron og lad det køle lidt.

Pisk fløden let, det må endelig ikke overpiskes.

Tag en lille smule af flødeostemassen og put det i citronsaften og bland det godt. Put lidt mere flødeostemasse i citronsaften og rør indtil det er helt nedkølet.

Hæld forsigtigt citronmassen sammen med den resterende flødeostemasse og bland det forsigtigt sammen.

Vend flødeskummet i flødeostecremen og fordel massen over bunden.

Sæt kagen på køl i min 3 – 4 timer.

Citrongelé
7 blade husblas
2½ dl. vand
2½ dl. citronsaft
150 g. hvid sukker
lidt gul frugtfarve

Udblød husblassen i koldt vand i min. 10 min.

Kom vand, citronsaft og sukker i en gryde og kog det indtil sukkeret er smeltet. Tag gryden af varmen og lad det køle lidt af. Kom husblassen over i den varme citronlage og rør indtil husblassen er opløst.

Farv citronlagen med en smule gul frugtfarve.

Lad massen køle godt af, hvorefter den fordeles henover kagen. Sæt kagen på køl i min. 1 time, indtil geléen har sat sig helt.

Nu er kagen klar til at blive pyntet og serveret!

Brownie med karamel og valnødder
(Denne portion passer i en form på ca. 22 x 22 cm)
200 g. smør
180 g. mørk chokolade
150 g. sukker
4 æg
2 spsk. mel
50 g. hakkede valnødder
ca. 1 dl. kogt kondenseret mælk (dulce de leche karamel)

Hak chokoladen og smelt det over vandbad sammen med smørret.

Tilsæt sukker og rør det godt ind i massen.

Tilsæt nu et æg ad gangen og rør det godt sammen med massen før det næste æg tilsættes.

Tilsæt mel og hakkede valnødder og vend rundt indtil massen er fin glat.

Kom bagepapir i formen og fordel dejen derpå.

Fordel små klatter af karamel på browniedejen og tryk det lidt ned i dejen.

Bag kagen i ca. 25 minutter ved 180 grader.

Lad kagen køle helt af, evt. i køleskab inden den skæres ud og serveres.

Kagen er pyntet med kaffecreme:
40 g. hvid chokolade
130 ml. fløde
2 bl. husblas
1 tsk. instant kaffe

Udblød husblas i koldt vand i min. 10 min.

Hak chokoladen og kom den i en skål.

Varm fløden i en lille gryde og tilsæt kaffepulver.

Hæld den varme fløde over den hakkede hvide chokolade og rør indtil alt chokoladen er smeltet.

Tilsæt nu husblassen i den lune masse og rør indtil det er opløst.

Dæk massen til med husholdningsfilm helt ned over overfladen, så der ikke dannes kondens. Stil på køl i min. 3 – 4 timer eller indtil næste dag.

Pisk den afkølede masse hårdt, så det bliver til en cremet masse og sprøjt det på kagen.

Derudover har jeg pyntet kagen med chokoladestykker, som jeg har skåret til i samme mål som kagen og toppet kagen med en lille fin macaron der er malet med kobberpulver. Se opskriften under “Macarons

Sandwichis med jordbæris og marcipankiks

Is
4 past. Æggehvider
4 past. Æggeblommer
1 dl. Hvid sukker
1 stang vanilje
5 dl. piskefløde

100 g. frosne jordbær
40 g. sukker

Start med at koge de frosne jordbær inkl. sukker i ca. 10 minutter.

Afkøl og blend dem med en stavblender.

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud og mas dem sammen med lidt af sukkeret.

Pisk æggehviderne stive og tilsæt sukker samt vanilje lidt ad gangen. Marengsmassen skal være tyk og blank.

Tilsæt æggeblommerne i marengsmassen og bliv ved med at vende rundt indtil man ikke kan se flere gule stiber.

Pisk fløden uden at den bliver alt for stiv og fold den sammen med æggemassen.

Fordel det i en flad beholder eller fad – jeg brugte en bradepande. Jævn massen.

Tilsæt nu jordbærrene rundt i massen og dæk det til og stil det i fryseren i min. 3 – 4 timer.

Marcipankiks
90 g. hvedemel
50 g. koldt smør
80 g. marcipan
2 spsk. vand
Korn fra en vaniljestang
35 g. sukker

Alle ingredienser æltes godt sammen, dette kan eventuelt gøres på en røremaskine. Derefter stilles dejen på køl i 30 minutter.

Rul dejen ud i ca. 3 mm tykkelse og udstikkes i den størrelse man ønsker.

Bag bundene ved 180 grader i ca. 7 minutter eller indtil de er let gyldne.

Kiksene afkøles.

Samling af sandwichisen
200 g. mørk chokolade
Tag den frosne is ud af fryseren og udstik isen i en størrelse som passer til størrelsen på kiksene.

Jeg brugte en bølget udstikker til marcipankiksene og en helt rund til isene, bare for at give det lidt effekt (se billede ovenfor).

Når isen er udstukket, lægges der en marcipankiks på hver side af isen og stilles igen på frys en halv times tid.

Hak chokoladen og smelt den over vandbad.

Tak sandwichisen ud og dyp den ene halvdel i chokoladen – brug evt. en pensel til at få det jævnt.

Stil igen isene på køl indtil de skal serveres.