Æbler smager skønt, både som de er, men de giver også en dejlig syrlig og frisk smag til både brød og kager – og denne æbletærte er ingen undtagelse!
Min søn fik for nogle år siden, serveret et stykke æbletærte med is, på en restaurant vi besøgte i Spanien. Han var så begejstret for smagen og konsistensen, som var blød og lækker. Så han bad mig om at smage tærten og så selvfølgelig bage en magen til, når vi kom hjem til Danmark igen.
Det krævede dog en del forsøg med forskellige opskrifter, nogle bedre end andre, før vi fandt lige præcis det vi ledte efter. Men MUMS, hvor smager denne tærte godt! Det er selvfølgelig helt ideelt, hvis den bliver serveret lun og med lidt vaniljeis til.
….og tro mig, det smager meget bedre end den ser ud 😉
Opskrift til ca. 8 pers.
Tærtedej:
300 g. hvedemel
150 g. smør
100 g. flormelis
1 æg
1 spsk. vand
Smørret smuldres sammen med mel og flormelis, indtil det har en sandet konsistens. Saml dejen hurtig med æg og vand. Stil dejen på køl i ca. ½ time.
Rul dejen ud og beklæd en tærteform med den (gerne en form med løs bund). Forbag bunden ved 200 grader i 10 minutter.
Æblefyld:
4 store æbler
3 spsk. kanel
Skyl æblerne, fjern kærnehusene og skær æblerne i tynde både.
Put æblebådene i en frysepose og hæld 3 spsk kanel ned til æblerne. Luk posen og ryst den godt, så kanelen bliver fordelt på alle æblestykker.
Fordel nu æblestykkerne på den forbagte tærtebund.
Mazarinfyld:
125 g. marcipan
125 g. sukker
125 g. smør
3 store æg
30 g. mel
Riv marcipanen og rør alle ingredienserne sammen, evt. med en el-pisker eller røremaskine, indtil det er en jævn masse.
Fordel mazarinmassen over æblerne og bag tærten ved 180 grader i ca. 30 minutter.
Imens forberedes karamellen.
Karameltopping:
½ dl. piskefløde
80 g. sukker
50 g. smør
1 spsk. honning
50 g. hasselnøddeflager el. mandelflager
Kom fløde, sukker, smør og honning i en gryde og smelt det sammen ved middel varme, indtil massen er let gylden. Det tager ca. 7-10 min.
Tag kagen ud af ovnen (efter de 30 min.) og fordel karamellen over hele tærten og drys med hasselnødde- el. mandelflager. Bag tærten i yderligere 5-7 minutter.
Servér kagen lun og med lidt vaniljeis.
Ingen kommentarer