Denne lækre Bananroulade indeholder sponsorerede produkter fra Carletti 🙂
Du har garanteret også stået hos Lagkagehuset og savlet over deres lækre Bananroulade? – jeg har i hvert fald!
Det er faktisk ret nemt at bage din egen Bananroulade – jeg giver her mit bud på en roulade med fyld af skumbanancreme og selvfølgelig friske bananer.
Pas på, den er vanedannende!
PS: Rouladen kan selvfølgelig serveres med alt muligt forskelligt fyld, lige efter din smag. Eks. almindelig flødeskum og friske hindbær eller lemoncurd – kun fantasien sætter grænser!
Til denne roulade med skumbanancreme, skal du skal bruge:
6 æggehvider
3,5 dl. sukker
1 tsk. eddike
En håndfuld nøddeflager
1 ps. Carletti Skumbananer
½ l. piskefløde
2 friske bananer
Skumbanancreme:
Dagen før eller senest 4 timer før kagen laves, hældes en halv liter fløde og 1 ps. Carletti Skumbananer i en gryde og varmes op ved svag varme indtil skumbananerne er helt smeltet. Fløden må helst ikke koge.
Fløde-/skumbananmassen hældes i en ren skål, som dækkes med husholdningsfilm. Filmen lægges helt ned på overfladen af flødemassen, så der ingen luft er imellem. Stil det på køl i min. 4 timer.
Marengsbunden:
Kom æggehvider og sukker i en skål og pisk indtil det skummer. Kom eddike heri og pisk indtil skummet er helt stift, og laver små toppe når du løfter piskeriset.
Spred marengsmassen ud på en bradepande med bagepapir. Det skal fylde 30 x 40 cm, sådan cirka.
Drys med løs hånd, nøddeflagerne ud over marengsmassen.
Bag bunden midt i ovnen i ved 175 grader i ca. 25 minutter, eller indtil overfladen er let gylden.
Tag bunden ud af ovnen og læg et bagepapir ovenpå den bagte bund. Vend rundt, så oversiden vender nedad.
Fugt et viskestykke med vand og læg det over bagepapiret på den side der nu vender op og lad bunden afkøle helt.
Viskestykket er til, for at bunden bliver ved med at være blød.
Tag skålen med fløde-/skumbananmassen ud af køleskabet og pisk det til en lækker creme.
Fjern det fugtige viskestykke og træk forsigtigt bagepapiret af bunden.
Fordel skumbanancremen på bunden og skær bananer i skiver, som også fordeles ud over bunden.
Rul rouladen sammen på den lange led. Læg lukningen nedad på et fad og opbevar køligt indtil den skal serveres!
Ingen kommentarer