Jeg er vild med rabarber, men jeg har desværre ikke selv en have, hvor jeg kan have dem til at gro. Men for et stykke tid siden, var jeg så heldig, at en af mine venner kom forbi med et stort bundt friske rabarber. Desværre have jeg ikke tid til at bruge dem med det sammen, så de blev i første omgang skåret i skriver og frosset ned.
Forleden havde jeg en halv bakke jordbær i overskud, så jeg tænkte at de kunne koges sammen med rabarberne til en lækker kompot, som jeg faktisk brugte til noget hjemmelavet is.
Dog havde jeg lavet så meget kompot, at der var en del i overskud og jeg tænkte derfor, at jeg kunne bage en hurtig kage med resten af kompotten – mit valg faldt på klassikeren “Bedstefars Skæg”, dog med et lille tvist, som leder tankerne hen på sol og sommer.
Jeg bagte den i en rund springform 28 cm, så der var rigeligt til 10 personer.
Det vil selvfølgelig være en god idé hvis du laver kompotten i god tid (evt. dagen før), så den er afkølet før brug.
Jordbær-/rabarberkompot (brugte kun halvdelen på kagen)
200 g. rabarber
150 g. jordbær
½ vaniljestang
100 g. sukker
Start med at rense rabarberne og skær dem i skiver. Ligeledes renses jordbærerne og skæres i små stykker. Man kan selvfølgelig også bare nøjes med rabarber.
Kom rabarber og jordbær i en gryde sammen med kornene fra vaniljestangen samt sukker og kog det i 6-8 minutter.
Jeg kan godt li’ en helt jævn kompot, så jeg blendede kompotten med en stavblender.
Stil jordbær-/rabarberkompotten på køl.
Kage
175 g. sukker
175 g. blødt smør
150 g. revet marcipan
1 æg
3 æggeblommer
250 g. hvedemel
2 tsk. bagepulver
1,25 dl. mælk
Kom sukker, smør og marcipan i en skål og pisk det sammen til en ensartet og cremet masse.
Tilsæt ægget og pisk indtil det er fordelt i dejen. Tilsæt derefter en æggeblomme ad gangen og pisk godt efter hver.
Sigt mel og bagepulver i dejen og rør til sidst dejen sammen med mælken.
Kom dejen i en smurt springform (ø28 cm) med bagepapir i bunden.
Bag den i 18 minutter ved 180 grader (alm. ovn).
Marengs
3 æggehvider
175 g. sukker
Pisk æggehviderne stive, pisk sukkeret i lidt ad gangen og pisk videre indtil du har en sej marengs.
Når kagen har bagt de første 18 minutter, tages den ud af ovnen og jordbær-/rababerkompotten smøres ud på kagen i et jævnt lag. Derefter fordeles marengsen som et låg ovenpå.
Stil kagen i ovnen igen og bag den i yderligere 15 minutter, indtil marengsen er gylden.
Lad kagen køle af og den er klar til servering.
Ingen kommentarer