Blondies med smoercreme

Blondies med hindbær og frosting

Blondies er en brownie bare med hvid chokolade. Her har jeg givet kagen et syrligt modspil ved at tilsætte lækre friske hindbær.

Kagen er super lækker og rigtig nem at bage. Det er en fordel, at bage kagen dagen før og sætte den på køl indtil den skal serveres. På den måde når kagen at sætte sig og smager ekstra godt.

Kagen kan skæres ud i små firkantede stykker eller stikkes ud med en rund udstikker, eller som her med en æggeformet udstikker – bare i anledning af påsken!

Disse Blondies kan sagtens spises uden pynt, men vil man gøre det ekstra festligt, kan man pynte med frosting.

Jeg kan godt synes, at frosting kan blive lidt for sødt, men jeg har tilsat smeltet hvid chokolade og lidt hindbærsaft og lime til min frosting, hvilket gør den lidt mere frisk.

Men disse blondies er også super lækre uden topping.

Blondies

180 g. Hvid chokolade
180 g. Smør
3 Æg
125 g. Rørsukker
2 tsk. Vaniljesukker
1 knsp. Fint salt
100 g. Mel
100 g. Hindbær

Start med at tænde ovnen på 175 grader (alm. ovn).

Hak den hvide chokolade og hæld den i en skål.

Smelt smørret i en gryde og hæld det varme smør over den hakkede hvide chokolade. Lad chokoladen smelte sammen med smørret, rør det ud til en ensartet masse.

I en anden skål piskes vaniljesukker, rørsukker og æg til en luftig masse.

Hæld æggemassen sammen med den hvide chokolade og bland det godt sammen.

Til sidst vendes mel, salt og hindbær i.

Læg bagepapir i bunden af en springform (26 cm i diameter) og pensel kanterne med smeltet smør.

Hæld dejen i springformen og bag kagen midt i ovnen i 20-25 minutter – indtil den er let gylden ovenpå.

Lad dejen køle af og sæt den derefter i køleskabet indtil dagen efter.

Inden servering udstikkes eller skæres kagen i små stykker.

Frosting med hindbær

50 g. Hvid chokolade (kan undlades)
100 g. Smør
ca. 150 g. Flormelis
1 tsk. Vaniljepasta
50 g. Hindbær (frost)
0,5 dl. Vand

Kom de frosne hindbær i en lille gryde med 0,5 dl. vand.

Lad det koge et par minutter og hæld det i en si og gem saften.
Lad saften køle helt af.

Hak den hvide chokolade og smelt det i en skål over vandbad og lad den køle lidt af.
(Det er ikke nødvendigt at tilsætte den hvide chokolade, frostingen bliver lige så fin uden, chokoladen giver bare et ekstra pift)

Pisk smørret godt indtil den er hvid, luftig og cremet (pisk ca. 2-3 minutter).

Tilsæt vaniljepasta og halvdelen af flormelisen og pisk igen.

Tilsæt hindbærsaften og den smeltede hvide chokolade, mens der stadig piskes – nu tilpasses konsistensen ved at tilsætte mere flormelis, indtil frostingen er fast nok til at sprøjte på kagerne.

Fyld frostingen i en sprøjtepose og pynt kagerne.

Frosting med lime

Somme opskrift som ovenfor, men hindbærsaft skiftes ud med limesaft.

Tilsæt evt. lidt pastafarve.

PS: Hvis man er mere til brownie med mørk chokolade, kan man følge denne opskrift: https://fruostergaard.dk/brownie-talkage/ og pynte kagerne med frosting, på samme måde som ovenfor.

1 kommentar

  • Mie 21. maj 2022 at 2:54 pm

    Hej Annette! Flot kage, jeg tror jeg skal lave den til min datters dåb! Jeg mangler blot at vide hvor mange personer din opskrift ca rækker til? 🙂

    Mvh

    Mie

    Reply

Skriv en kommentar