Server den sådan, broccolitærte

Broccolitærte – min yndlingstærte

Vi har nok alle prøvet at lave en madtærte med forskelligt fyld. Jeg er selv fuldstændig vild med tærter, specielt denne lækre broccolitærte.

Nogle gange er hverdagen temmelig hektisk og der bliver ikke altid brugt super med tid på aftensmaden. Derfor er denne tærte også lavet med en færdigkøbt fuldkorns-tærtedej. De resterende ingredienser er rigtig hurtige at forberede og derefter fordele på den færdige tærtedej.

Server denne broccolitærte sammen med en lækker grøn salat, så bliver aftensmaden ikke bedre.

Du skal bruge:

1 pk. Færdig tærtedej – fuldkorn
1 bdt. Broccoli
1 Løg
6-7 stk. Cherrytomater
1 pk. Færdigtilberedte kyllingstrimler
2½ dl. Hytteost 4,5 %
6 æg
1 dl. Minimælk
1 pk. Revet mozarellaost
Salt, peber og chilipulver

Start med at tænde ovnen på 175 grader varmluft eller 185 grader med over/under varme.

Start med at smøre din tærteform, så tærten lettere slipper når den er færdig.

Læg nu den færdige tærtedej i formen og prik bunden med en gaffel – skær evt. overskydende tærtedej af siderne.

Skær broccoli i små buketter og giv dem et lille opkog i 2-3 minutter og hæld dem i en si, så de kan dryppe af. Fordel broccoli over hele tærtebunden.

Del løget i kvarte og skær små skiver og fordel over tærtebunden.

Fordel kyllingestrimlerne imellem broccolien. Erstat evt. kylling med stegt bacontern eller også kan du helt undlade at tilsætte kød i tærten, så er den også perfekt til vegetarer!

I en skål blander du æg, mælk og hytteost og pisker det godt sammen. Tilsæt salt, peber og måske lidt chilipulver til at give lidt ekstra smag.

Hæld æggeblandingen over tærtebunden.

Skær tomaterne i halve og fordel dem på toppen af tærten.

Broccolitærte før ovnen

Sæt tærten i den varme ovn og bag den i ca. 25 minutter – tag tærten ud og fordel revet mozarella over toppen og sæt tærten tilbage i ovnen i yderligere 10-15 minutter, eller indtil osten er blevet fin gylden.

Færdig broccolitærte

Server den færdige broccolitærte sammen med en lækker grøn salat.

Til salaten på billedet, har jeg brugt følgende:

Hjertesalat
Grønne stenfri druer
Melon
Edamamebønner
Forårsløg
Græskarkerner

Snit og skær ingredienserne og bland det hele sammen og lav evt. en hurtig mormordressing.

 

 

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar