Cheesecake er bare altid populært og denne lækre vaniljeprikkede cheesecake i glas, er super nem at lave og så kan den let tilpasses årstiderne med forskelligt topping. Her får du en lidt julet udgave.
Måske er jeg den eneste, men personligt er jeg ikke så vild med Ria a la Mande, derfor er jeg totalt fan af denne cheesecake-dessert, hvor jeg har givet den et strejf af jul i form af vanilje, mandler og kirsebærsauce.
Opskriften er super nem og så kan den sagtens tilberedes dagen før, man bare skal tilsætte kirsebærsaucen lige før den skal serveres.
Opskriften er til 4-6 personer (afhængig af størrelsen på glassene)
Crumble:
60 g. Sukker
60 g. Smør
60 g. Mel
2 tsk. Vaniljesukker
60 g. Hakkede mandler
I en skål blandes sukker, smør, mel og vaniljesukker. Derefter smuldres det hele godt sammen med fingrene indtil det ligner brødkrummer. Bland de hakkede mandler i og fordel det hele ud på en bageplade med pagepapir.
Bag det midt i ovnen ved 200 gr. i 12-15 minutter. Blandingen skal blive let gylden, men pas på det ikke brænder på.
Lad crumblen køle af og fordel det derefter i bunden af 4 glas.
Glassene jeg har brugt, kan købes i IKEA – super fine og ikke særligt dyre 🙂
Ostemasse:
200 g. Flødeost Naturel
2 dl. Cremefraiche 18%
2,5 dl. Piskefløde
3 spsk. Flormelis
1 Vaniljestang
½ Appelsin
2 bl.Husblas
Udblød husblassen i koldt vand i min. 10 minutter.
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Skil vaniljekornene ad ved at blande det sammen med lidt flormelis.
I en skål blandes flødeost, cremefraiche, flormelis og vanilje, rør godt rundt indtil det er en jævn masse.
I en anden skål piskes fløden til en let skum.
Bland derefter flødeskummet sammen med ostecremen.
Pres saften ud af appelsinen og lun det i en gryde – tag gryden af varmen og smelt husblassen i den varme appelsinsaft og lad det køle lidt.
Tilsæt en lille smule flødeostecreme i saften med husblas og rør det sammen, bliv med at tilsætte lidt creme indtil massen med husblas er helt afkølet og har samme temperatur som flødeostecremen. Hæld derefter husblas-massen over i flødeostecremen og rør det godt rundt.
Fordel flødeostecremen ovenpå crumblen i glassene.
Jeg synes, det er lettest at håndtere, hvis man hælder flødeostecremen i en sprøjtepose først.
Stil desserterne på køl i mininimum et par timer.
Servering:
Lige før cheesecaken skal serveres hældes der kold kirsebærsauce på toppen. Jeg har bare købt den bedste kirsebærsauce jeg kunne finde i supermarkedet.
Pynt med ristede mandelsplitter og evt. hakkede grønne pistacienødder, bare fordi grønt pynter så flot 🙂
Hvis desserten skal laves i en sommerudgave, kan man evt. skifte kirsebærsaucen ud med jordbær- eller rabarberkompot. Kun fantasien sætter grænser.
En rigtig dejlig dessert. Der er ihvertfald nok til 6 Pers. I denne opskrift.
Crumblen i bunden er rigtig god. Tænker også jordbærsovs ovenpå ville være godt.
En rigtig dejlig dessert. Der er ihvertfald nok til 6 Pers. I denne opskrift.
Crumblen i bunden er rigtig god. Tænker også jordbærsovs ovenpå ville være godt.
God ide med sprøjteposen når de skal anrettes i glassene.
Tusind tak for din kommentar – jeg er glad for at I kan lide desserten 🙂