Fødselsdagslagkage

Denne skønne lagkage lavede jeg til min venindes 40 års fødselsdag. Hun er en travl småbørnsmor og kunne ikke selv nå at bage, til at familien kom på besøg. Alternativet var, at kagen blev købt hos bageren. Det var lige et hint til mig og jeg gik straks i gang med at bage denne skønne friske og lette lagkage. Den består af nøddebund med karamel, almindelige vaniljelagkagebunde, hindbærmousse, tobleronemousse og vaniljemousse.

Denne opskrift svarer til en kage til ca. 20 personer.

Lagkagebunde
Disse lagkagebunde er lette og luftige og ikke alt for tykke, hvilket jeg synes er lækkert i en lagkage.

1 stk. vaniljestang
130 g. rørsukker
200 g. pasteuriserede æggeblommer
200 g. hvedemel
3 tsk. bagepulver
400 g. pasteuriserede æggehvider

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud og mas dem sammen med en smule af sukkeret, så de bliver skilt ad.

Pisk æggeblommer, vanilje og sukker til en tyk æggesnaps.

Bland mel og bagepulver og sigt det ned i æggesnapsen.

I en anden skål piskes æggehviderne stive og vendes derefter forsigtigt i dejen. Brug en dejskraber til forsigtigt at vende rund indtil dejen er ensartet og uden af slå alt luften ud af den.

Hæld nu den ene halvdel af dejen ud på en bageplade med bagepapir og fordel dejen jævnt i en firkant på ca. 28 x 28 cm.  alt efter hvor stor du ønsker kagen.

Bag bundene ved 190 grader i ca. 10 minutter eller til de er let gyldne og giver efter ved tryk. Når bunden er afkøle, kan du let skære dem helt til så de passer perfekt til din form.

Bundene kan med fordel bages dagen før eller endda flere dage før og fryses ned.

Nøddebund med karamel
Denne skønne nøddebund er inspireret af fra Liv Martine’s Rapunzel kage, som hun bagte i den store bagedyst og opskriften er fundet i ”Den Store Bagedyst” opskriftbog. Jeg har dog ændret en smule på opskriften, da den egentlig skal laves dobbelt med karamel i midten. Jeg har valgt kun at lave den i et lag og med karamel ovenpå.

Det er en sikker vinder hver gang!

150 g. hasselnødder
150 g. valnødder
6 æggehvider
225 g. rørsukker
2 spsk. mel

Nødderne ristes på panden og blendes bagefter.

Æggehviderne piskes med sukker indtil det er stift. Derefter kommes de piskede hvider i nøddeblandingen sammen med melet.

Dejen fordeles på en bageplade med bagepapir i den størrelse din kage skal være, jeg lavede den 28 x 28 cm. og bag den ved 200 grader i ca. 18 minutter i varmluftovn. Hold øje med den så den ikke bliver brændt.

Skær evt. din nøddebund til og læg den nederst i en kagering/form som er foret med kageplast.

Karamel
1 dåse kondenseret mælk
80 g. brun farin
80 g. smør

Alle ingredienser kommet i en gryde og koges op. Der skal hele tiden røres i gryden, så det ikke brænder på. Når karamellen får en gylden farve og tykner, tages gryden af varmen.

Hæld karamellen ud over din færdigbagte nøddebund og lad det hele køle.

Hindbærmousse
7 bl. husblas
300 gr. hindbær
2 spsk. rørsukker
1 stang vanilje
1 lime
2 dl. yoghurt naturel
½ l. piskefløde

Start med at lægge husblassen i en skål med koldt vand i ca. 15 min.

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud og mas dem sammen med en smule sukker.

Bring de frosne hindbær i kog sammen med sukker og vanilje og saften fra en lime.

Lad det simre i ca. 10 – 12 min.

Tilsæt husblas så den smelter i de varme hindbær og lad det køle ned til stuetemperatur. Bland så yoghurten i, så det har en jævn konsistens.

Pisk fløden og vend den kølede yoghurt/bærsaft i – gerne over 3 omgange for at undgå at det gryner.

Hæld moussen ud over nøddebunden og gem evt. lidt til at støbe halvkugler til pynt.

Tobleronemousse
250 g. toblerone
½ l. piskefløde

Hak toblerone-chokoladen og kom den i en skål.

Kom fløden i en gryde og varm den op til kogepunktet, hvorefter den varme fløde hældes over toblerone-chokoladen. Lad det stå i 5 min. og rør herefter til en ensartet masse.

Dæk chokoladeblandingen med husholdnings film sådan, at det ligger helt ned over overfladen og op af siderne. Dette gøres for at der ikke dannes kondens!!!

Stil chokoladeblandingen i køleskabet i 5-6 timer eller allerhelst til dagen efter.

Pisk den afkølede chokoladeblanding, først stille og roligt, for at få det chokolade der evt. ligger på bunden løsnet. Når du kan mærke at der ikke er mere chokolade på bunden, så kan hastigheden øges, men pas på ikke at overpiske, da moussen så skiller – og den kan IKKE reddes!

Moussen er færdig, når den har fået en let og blød konsistens.

Vaniljemousse
3 blade husblas
1 vaniljestang
40 g rørsukker
3 dl piskefløde
2 dl yoghurt naturel

Start med at lægge husblassen i en skål med koldt vand i ca. 15 min.

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud og mas dem sammen med en smule sukker.

Pisk 2 dl. piskefløde til flødeskum.

Hæld den sidste 1 dl. piskefløde samt vanilje og sukker op i en gryde og varm det op ved lav varme, uden at det koger. Tag gryden af varmen og tilsæt husblassen og rør indtil den smelter og lad det så køle lidt.

Tag nu 1 dl. yoghurt naturel og hæld i den lune flødeblanding og rør sammen til en ens masse. Rør derefter resten af yoghurten i. Bland det forsigtigt sammen med den piskede fløde og fordel over kagen.

Samling af kagen
Kom kageplast i din kagering/form og læg nødde-/karamelbunden nederst.

Hæld derefter hindbærmoussen over og læg en lagkagebund ovenpå.

Derefter fordeles tobleronemoussen godt ud over lagkagebunden og derefter endnu en lagkagebund. Som afslutning fordeles vaniljemoussen ovenpå den sidste bund.

Kagen sættes på køl, gerne til næste dag!

Pyntning af kagen
Det er jo helt op til en selv, hvordan kagen skal pyntes.

Lagkagen jeg bagte her, blev kantet med marcipan – jeg snød faktisk og havde bestilt marcipankanten hos bageren, hvor jeg hentede den fint udrullet og i den længde og højde jeg ønskede. Husk at bestille dagen før!

På toppen er den pyntet med moussebomber og støbte hvid chokolade halvkugler, som også er fyldt med mousse, samt friske hindbær og hakket hvid chokolade som er rørt sammen med sølv- og bronzestøv, hvilket giver en flot effekt på chokoladen.

Det er kun fantasien som sætter grænser!

 

 

    Ingen kommentarer

    Skriv en kommentar