Hvem elsker ikke gammeldags æblekage? Jeg tror næsten alle kan lide den skønne kombination af de let syrlige æbler, det søde knas og flødeskum.
I denne version har jeg skiftet makroner eller æblekagerasp ud med en skøn nøddecrunch, som giver lidt mere bid.
Jeg har valgt at portions anrette i små glas, men man kan selvfølgelig også bare lave en stor æblekage i en skål.
Opskrift til 4-6 portioner i glas (afhængig af glassenes størrelse)
Æblegrød
800 g. Skrællede æbler
100 g. Sukker
1 dl. Vand
2 tsk. Vaniljepasta eller ½ stang vanilje.
Skræl æblerne og skær dem i mindre tern.
Kom æblerne i en gryde sammen med sukker, vand og vanilje og kog det ved svag varme indtil æblerne er kogt ud.
Hvis æblerne er meget sure, skal der eventuelt tilsættes mere sukker – smag grøden til.
Lad æblegrøden køle af i køleskabet.
Nøddecrunch
50 g. Hasselnødder
50 g. Mandler
70 g. Finvalsede havregryn
3 spsk. Flydende honning
2 spsk. Smør
Hak hasselnødder og mandler lidt groft.
Kom nødder, mandler og havregryn på en varm pande og rist det i et par minutter indtil det tager lidt farve.
Tilsæt den flydende honning og smør og lad nødde-/havreblandingen riste indtil det er gyldent.
Hæld nøddecrunchen over på et stykke bagepapir og lad det køle helt af.
Anretning
2,5 dl. Piskefløde
2 tsk. Vaniljesukker
Fløde og vanilje hældes i en skål og piskes til en let skum
Start med at hælde lidt æblegrød ned i bunden af et glas, kom derefter et lag flødeskum ovenpå og derefter et lag nøddecrumble.
Put endnu et lag æblegrød og nøddecruble i glasset og slut af med flødeskum og eventuelt et lille drys crumble til at pynte på toppen.

Ingen kommentarer