Hjemmeristet müsli med masser af mandler og nødder

Ingen morgen uden morgenmad, det er klart det vigtigste måltid på dagen. Noget af det bedste jeg ved, er en god portion A38 eller skyr toppet med en skøn knasende honningristet müsli og lidt friske bær, eksempelvis blåbær, hindbær eller jordbær. Det kan også være chiagrød toppet med bærkompot og ristet müsli.

Denne müsli er rimelig fiberrig og er fuld af sunde fedtstoffer fra nødder og frø og efter 10 minutter i ovnen, bliver den også lækker knasende. Den er sødet med honning og lidt vaniljesukker.

Denne müsli kan holde sig i ca. 3 uger, hvis den opbevares i en lufttæt beholder. Men den smager så godt, at du garanteret har spist den før holdbarhedens udløb.

Min opskrift er jo bare et forslag, man kan sagtens tilsætte andre gryn, frø, nødder eller måske tørret frugt. Det er lige hvad køkkenskabet byder på.

Det skal du bruge:

2 dl. mandler
2 dl. hasselnødder
2 dl. rugflager
1,5 dl. havregryn (jeg brugte fiberhavregryn)
2 dl. solsikkefrø
2 spsk. chiafrø
1 tsk. vaniljepulver
4 spsk. flydende akaciehonning

Start med at tænde ovnen på 175 grader varmluft.

Mandler og hasselnødder hakkes groft. Derefter blandes alle ingredienser i en skål og røres rundt så honningen bliver godt fordelt.

Spred müsli-blandingen ud på en bageplade med bagepapir – blandingen ristes i den forvarmede ovn i ca. 10-12 minutter (indtil det er let gyldent). Rør lidt rundt i det et par gange.

Lad den færdige müsli køle af, før den hældes i en lufttæt beholder.

 

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar