Denne salat er bare fantastisk at servere til de fleste retter. Er vild med smagen af de syltede rødløg og som bliver endnu bedre i kombination med de langtidsbagte cherrytomater. De syltede rødløg kan også sagtens bruges til meget andet end salat.
Til denne salat skal du bruge:
Blandet salat eller rucola
Pinjekerner
Feta
Cherrytomater
Rødløg
Syltede rødløg
3-4 rødløg
1 dl. sukker
1½ dl. vand
3 dl. lys eddike
lidt peberkorn
et par laurbærblade
Pil løgene og skær dem i tynde skiver eller smalle både og kom dem op i et helt rent sylteglas/krukke.
Hæld sukker, vand, eddike, peberkorn og laurbærblade op i en gryde og giv lagen et lille opkog. Derefter hældes lagen over rødløgene.
Lad løgene stå og trække i 24 timer og de er derefter klar til at spise.
Rødløgene kan sagtens holde sig i op til en måned på køl.
Bagte cherrytomater
1-2 bakker cherrytomater (køb evt. de bakker hvor der er blandede små tomater i forskellige farver)
Frisk oregano og timian
salt
lidt olie
Tomaterne halveres og lægges på en bageplade med bagepapir.
Hak oregano og timian og drys det over tomaterne. Drys også med salt og dryp med lidt olie.
Bag tomaterne midt i ovnen ved 140 grader i 70 – 80 minutter, eller indtil du synes de ser færdige ud.
Færdiggør salaten
Rist pinjekerner på en pande indtil de tager farve.
Kom blandet salat (den slags du bedst kan lide) i en skål og tilsæt de bagte cherrytomater og syltede rødløg og drys med pinjekerner og feta. Lav en dressing af olivenolie, citron, honning, salt og peber, som røres godt sammen og hældes over.
Nu er salaten klar til servering!