Nemme müslibarer

Mangler du en hurtig eftermiddagssnack eller en snack til den lille sult når du er på farten, så er disse müslibarer et godt bud.

De er meget lette at lave og så er de fyldt med masser af lækre nødder, kerner, gryn m.v., men det er bare med at bruge fantasien med hensyn til fyld  – i disse müslibarer har jeg tilsat lidt hakket mørk chokolade, men det kan eventuelt erstattes af hakkede tørrede abrikoser, tranebær, dadler eller lignende.

Det hele er samlet med kondenseret mælk, som giver barerne lidt sødme.

Denne opskrift giver ca. 15 stk. müslibarer

65 g. Mandler (grofthakket)
65 g. Hasselnødder (grofthakket)
50 g. Kokosmel
50 g. Solsikkekerner
50 g. Hørfrø
150 g. Havregryn
75 g. Mørk chokolade
1 ds. Kondenseret mælk

Bland alle de tørre ingredienser i en skål.

Tilsæt den kondenserede mælk og rør det hele godt sammen.

Beklæd en form (ca. 23 x 23 cm) med bagepapir.

Pres Müsli-dejen godt ned i formen og glat overfladen så den er helt jævn.

Bages i ca. 50 minutter ved 125 grader (alm. ovn).

Afkøles og skæres derefter ud i passende stykker.

 

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar