Nytårsdessert – Chokolade/Karameltærte

Har du ikke allerede fundet ud af hvad din nytårsdessert skal være, så har jeg et hurtigt bud her på falderebet af 2019.

For snart 4 år siden, var jeg inviteret til casting på “Den Store Bagedyst” (jeg gik ikke videre) 😉 Men til den casting skulle man have en eller anden kage med, og jeg havde lavet en fin karamel-chokoladetærte.

Siden dengang, har opskriften bare været gemt væk, men for et par dage siden fandt jeg den frem og tænkte, at den med nogle få opdateringer, kunne bruges til nytårsdessert.

Tærten består af lækker kakaomørdej, med blød karamel og lidt pekannødder i bunden og toppet med en chokolade ganache. Derefter er den pyntet af med chokoladelåg og karameltoppe og så lige lidt guldstøv til at give den et ekstra touch af nytår!

Tærten vil blive endnu bedre, hvis den serveres med en kugle vaniljeis til.

Den kan med fordel laves dagen før, specielt fordi der er flere trin i processen, så, selvom det er en nem opskrift, tager den lidt tid at lave.

Denne opskrift er til 6 små tærter.

Tærtebund

200 g. Hvedemel 
100 g. Stuetempereret smør 
85 g. Flormelis 
4 tsk. usødet kakao
1 stort æg 

Ælt alle ingredienserne sammen til en ensartet dej. Stil dejen på køl i en halv time inden udrulning. 

Rul dejen relativt tyndt ud (ca. 3 mm) i en anelse mel. Læg forsigtigt den udrullede dej ned i tærteformen og tryk forsigtigt dejen fast i sider og bund. Tag overskydende mørdej af kanten. 

Bages i ca. 20 min. Ved 185 grader (alm. ovn).

Jeg plejer at blindbage mine tærter, så bunden ikke buler opad. Det gør man ved at klippe et stykke bagepapir som passer i størrelsen og lægger den ovenpå tærtedejen nede i formen og fylder tørrede kikærter, bagekugler el.lign. ovenpå og bager tærtedejen i ca. 10 min. derefter fjerner jeg bagepapiret med de tørrede kikærter/bagekugler og bager tærtedejen færdig de næste 10 min.

Afkøl tærtedejen.

Karamel

125 g. Rørsukker
2 spsk. Lys sirup
1 dl. piskefløde

50 g. Grofthakkede pekannødder – eller hasselnødder eller mandler.

Fordel de hakkede nødder på de afkølede tærtebunde.

Sukker, sirup og piskefløde kommes i en gryde og koges op.

Lad det stå og simre i ca. 20 min. – rør i det engang imellem. Efter 20 min. begynder karamellen at tykne lidt.

Tag karamellen af varmen og fordel det i de afkølede tærtebunde – ca. et lag på en ½ cm.

Sæt tærterne på køl i min. 2 timer før du går videre med næste trin.

Chokoladeganache med Baileys

100 g. Mørk chokolade
1 dl. Piskefløde
0,5 dl. Baileys

Hak chokoladen og kom den i en skål.

Kom piskefløde og baileys i en gryde og varm det op til kogepunktet.

Hæld den varme fløde over den hakkede chokolade. Lad det stå ca. 1 minut.

Rør i chokoladen indtil det er en glat og ensartet chokoladeganache.

Hæld ganachen over fløden og fyld op til kanten af tærtedejen.

Stil tærterne på køl i min. 3 timer og gerne til næste dag.

Pynt

1 ds. Kondenseret mælk

For at få den lækreste karamel, sættes den kondenserede mælk i en gryde og dækkes til med vand. Lad det småkoge i 3-4 timer og afkøl derefter dåsen før den åbnes.

Fyld karamellen i en sprøjtepose og sprøjt små toppe rundt langs kanten på tærten.

I midten har jeg lagt et lille chokoladelåg, som jeg har pyntet med guldstøv for at gøre det lidt festligt.

Rigtig godt nytår!

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar