Nu hvor æblesæsonen er over os og træerne bugner med lækre sprøde og saftige æbler, er det oplagt at bruge nogle af dem til at bage små delikate æbletærter med nøddecrumble.
Denne opskrift kombinerer en almindelig æbletærte med en crumble-kage. Det vil sige, at bunden er af lækker tærtedej som er fyldt med æble og lækker karamel-/kanelfyld og toppet med nøddecrumble.
De små æbletærter er perfekt både som dessert eller som en lækker kage til kaffen.
Servér tærterne lune med creme fraiche rørt med vanilje eller en kugle vaniljeis.
Opskrift til 8 små tærter eller én stor.
Tærtedej
200 g. Mel
2 spsk. Flormelis
140 g. Koldt smør
4-6 spsk. Koldt vand
Skær det kolde smør i små tern og smuldr det sammen med mel og flormelis – blandingen får en lidt sandet konsistens.
Tilsæt det kolde vand og ælt indtil du har en ensartet dej.
Stil dejen på køl i ca. 1 time.
Tag derefter dejen ud fra køl og rul den ud i ca. 3 mm tykkelse. Udstik dejen med en rund udstikker og kom dejen i tærteformene.
Fyld
3 Æbler
80 g. Smør
85 g. Rørsukker
45 g. Brun farin
35 g. Vand
15 g. Hvedemel
2 tsk. Maizena
2 tsk. Vaniljesukker
½ tsk. Kanel
Skræl æblerne og fjern kernehuset.
Skær æblerne ud i små tern og fordel dem ovenpå tærtedejen.
Kom smør, rørsukker og brun farin i en gryde og varm det langsomt op indtil smørret er smeltet. Tilsæt derefter vandet og varm det hele igennem indtil alt sukker er smeltet.
I en skål blandes mel, maizena, vaniljesukker og kanel.
De tørre ingredienser hældes i gryden og det hele røres godt sammen.
Lad massen småsimre, under omrøring, i et par minutter.
Fordel den varme sukker-/kanelmasse over æblerne i tærteformene.
Nøddecrumble
70 g. Hasselnødder
100 g. Hvedemel
100 g. Blødt smør
70 g. Sukker
1 tsk. Vaniljesukker
Hak hasselnødderne, gerne lidt groft, og bland det sammen med de andre ingredienser.
Rør godt rundt i blandingen, indtil man har en løs smuldremasse.
Fordel crumblen ovenpå tærterne, så det danner et låg over æblerne.
Bag tærterne ved 185 gr. varmluft i ca. 20 minutter, eller indtil kanten på tærten og crumblen er let gylden.
Hvis du bager én stor tærte i stedet, skal den nok bage lidt længere.
Lad tærterne køle lidt af, og servér dem lune med lidt creme fraiche eller en kugle vaniljeis.
Ingen kommentarer