Vandbakkelseskrans med bær

Vandbakkelseskrans med creme og friske bær

Vandbakkelse er en lækker og luftig kage som nemt kan fyldes med alverdens lækkerier. Desuden er det en kage som hurtigt kan laves, hvis der lige dukker uventede gæster op.

Her har jeg bagt en vandbakkelseskrans, som jeg har valgt at fylde med lækker vaniljecreme, hindbærmarmelade, mørk chokolade og så er den toppet med flødeskum og friske bær – let og sommerligt!

I denne kage har jeg brugt vaniljecreme, som helst skal laves minimum 4 timer før den skal fyldes i kagen.
Skal det gå hurtigt, kan man nemt bruge Vaniljecreme fra bl.a. Odense Marcipan, som bare skal piskes op sammen med sødmælk.

Server vandbakkelseskransen til en kop kaffe eller som en lækker dessert.

Denne krans rækker til ca. 8 pers.

Vandbakkelsesdej

Følg opskriften på vandbakkelsesdej her: vandbakkelsesdej

Når dejen er klar, tegnes der en cirkel på et stykke bagepapir. Vend bagepapiret om, så stregen ikke smitter af på kagen.

Fyld vandbakkelsesdejen i en sprøjtepose og sprøjt dejen ud i en cirkel i den bredde som man ønsker kransen skal være.
Til kagen på billedet sprøjtede jeg små toppe rundt i en cirkel, men jeg synes det var lidt svært at styre da låget skulle ovenpå igen, så vil anbefale bare at sprøjte i en cirkel.

Bag vandbakkelseskransen i ca. 30 min. ved 180 grader (alm. ovn) – sluk derefter for ovnen og åben ovndøren og lad kagen blive stående indtil den er afkølet.

OBS!! – det er vigtigt, at man IKKE åbner ovndøren mens kagen bager.

Vaniljecreme

60 g. sukker
Korn fra en ½ vaniljestang
25 g. maizena
2½ dl. sødmælk
3 æggeblommer

Start med at halvere vaniljestangen og skrab kornene ud og mas dem med en kniv sammen med en smule af sukkeret. (gem den tomme vaniljestang til senere)

Bland derefter vaniljesukker, sukker og maizena i en skål, tilsæt æggeblommer og pisk det godt sammen.

Mælken hældes i en gryde og varmes op til kogepunktet. Put den tomme vaniljestang i gryden sammen med mælken.

Når mælken koger let hældes den over i skålen med æggemassen og piskes godt sammen. Det hele hældes tilbage i gryden.
Skru ned for blusset og kom gryden over varmen mens der piskes indtil cremen tykner, hvilket tager nogle minutter. Det er bare vigtigt at man pisker hele tiden, så det ikke brænder på i bunden af gryden.

Den varme vaniljecreme hældes straks op i en skål, hvorefter der lægges et stykke husholdningsfilm direkte ovenpå overfladen af vaniljecremen og godt op ad siderne på skålen, så der ikke kan dannes kondens.

Cremen afkøles i køleskab  i 3-4 timer.

Pisk cremen let inden den fyldes i kagen.

Desuden skal du bruge:

2,5 dl. Piskefløde
1 tsk. Vaniljesukker
25 g. mørk chokolade
Hindbærmarmelade
Friske bær eks. jordbær, blåbær og hindbær

Samling af kagen

Tag den kolde vaniljecreme ud fra køl og pisk den let, så den bliver lækker cremet og fyld den i en sprøjtepose.

Halvér vandbakkelseskransen og smør hindbærmarmelade ud på bunden.

Sprøjt vaniljecremen ovenpå hindbærmarmeladen hele vejen rundt på kransens bund.

Hak mørk chokolade og drys ovenpå vaniljecremen.

Læg kransens top på.

Pisk fløde og vaniljesukker til en let skum og fylde det i en sprøjtepose med stjernetylle og sprøjt små toppen ovenpå vandbakkelseskransen.

Slut af med at pynte med friske bær og kagen er nu klar til servering!

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar