Choux au craquelin

Choux au craquelin – lækker knasende vandbakkelse

Denne lille fine kage er fransk og består af vandbakkelse og sprød krakkeleret kiks på toppen.

Den er perfekt som en lidt anderledes fastelavnsbolle eller bare til at servere til en hyggelig kop kaffe.

Kagen kan laves som en lille delikat mundfuld, hvor fyldet sprøjtes ind i kagen med en spids tylle eller også kan man lave dem lidt større og skære toppen af og pynte dem ligesom en almindelig fastelavnsbolle.

Man kan gøre kagen ekstra festlig ved at tilsætte lidt pastafarve i den kiksemasse som kommes ovenpå vandbakkelsen før den bages.

Denne opskrift giver ca. 15 store eller 20 små Choux au craquelin

Konditorcreme

60 g. sukker
Korn fra en halv vaniljestang
25 g. maizena
2,5 dl. sødmælk
3 æggeblommer
+1 dl. piskefløde (pisket til let skum)

Start med at halvere vaniljestangen og skrab kornene ud og mas dem med en kniv sammen med en smule af sukkeret. (gem den tomme vaniljestang til senere)

Bland derefter vaniljesukker, sukker og maizena i en skål. Tilsæt æggeblommerne og pisk det hele godt sammen.

Mælken hældes i en gryde og varmes op til kogepunktet. Kom den tomme vaniljestang i gryden sammen med mælken.

Når mælken er tæt på kogepunktet hældes den over i skålen med æggeblandingen. Det hele røres godt sammen og blandingen hældes tilbage i gryden. Skru lidt ned for varmen og pisk indtil cremen tykner.

Den tykke varme creme hældes straks op i en skål, hvorefter er lægges et stykke husholdningsfilm direkte ovenpå overfladen af cremen og godt op ad siderne på skålen, så der ikke kan dannes kondens. Cremen afkøles i køleskab  i 3-4 timer.

Når konditorcremen er helt kold piskes den let og vendes sammen med 1 dl. letpisket flødeskum.

Vandbakkelsesdej

2 dl. Vand
100 g. Smør
5 g. Sukker
Et nip fint salt
100 g. Hvedemel
3 Sammenpiskede Æg (stuetemperatur)

Kom vand, smør, sukker og salt i en gryde og bring det i kog.
Når det koger, tilsættes melet og der røres godt, indtil dejen samler sig i en klump og slipper grydens sider – pisk i ca. 1 minut.

Kom dejen i en ren skål og lad det køle af i ca. 10 min.

Tilsæt de sammenpiskede æg lidt ad gangen, mens der hele tiden piskes. Dejen vil først skille lidt, men samler sig igen.

Det er ikke sikkert at alt æg skal tilsættes – dejen skal være glat og lidt elastisk og skal stadig kunne holde formen når det sprøjtes ud på bagepladen.

Fyld dejen i en sprøjtepose med en rund tylle og sprøjt små kugler på ca. 4-5 cm. i diameter. Husk at lave lidt afstand imellem, da de hæver lidt i ovnen.

Kiks

80 g. Smør
80 g. Rørsukker
80 g. Mel
Evt. lidt pastafarve, hvis man ønsker lidt farve i kiksen.

Bland alle ingredienser godt sammen til en ensartet dej. Rul dejen ud indtil den er ca. 3 mm tyk.

Rul den evt. ud imellem to stykker bagepapir og lig den på køl i en halv time.

Udstik dejen til små kiks med en udstikker (ca. 5 cm. i diameter) og læg kiksen henover de ubagte vandbakkelser.

Bag vandbakkelserne i ca. 30-35 min. ved 175 grader (alm. ovn) – sluk derefter for ovnen og åben ovndøren og lad kagerne blive stående indtil de er afkølet.

OBS!! – det er vigtigt, at man IKKE åbner ovndøren mens kagerne bager.

Fyld i åben Choux au craquelin

Du skal bruge:
Hindbærmarmelade
Konditorcreme
Hindbærskum – følg opskriften på blåbærskum her (skift blåbær ud med hindbær)

Skær toppen af kagen og fyld hindbærmarmelade på midten af bunden.

Fyld konditorcremen ovenpå.

Fyld hindbærskum i en sprøjtepose og sprøjt hindbærskum ovenpå konditorcremen.

Læg låget på og drys evt. med lidt hindbærstøv.

Lukket Choux au craquelin

Knasende sprød vandbakkelse med vaniljecreme og hindbær

Hindbærmarmelade
Konditorcreme

Fyld konditorcremen i en sprøjtepose med en spids sprøjtetylle (hvis du ikke har en sprøjtetylle, kan man også bare prikke hul i bunden af vandbakkelsen og sprøjte forsigtigt i direkte fra sprøjteposen)

Prik hul i bunden og fyld vandbakkelsen næsten helt op med konditorcreme og sprøjt derefter lidt hindbærmarmelade i.

Sigt evt. lidt hindbærstøv ud over kagerne lige før servering!

Alternativt fyld med karamelskum

Dette skal forberedes 3-4 timer før servering.

100 g. Karameliseret hvid chokolade (Dulce eller Gold Chokolade)
4 dl. piskefløde

Hak chokoladen fint og hæld det i en skål.

Kom piskefløden i en gryde og varm det op til kogepunktet. Hæld det derefter fløden over den hakkede chokolade og lad det stå et minut.

Rør derefter i chokolademassen indtil det er helt blandet sammen til en jævn masse.

Dæk overfladen med husholdningsfilm, som ligger helt nede på overfladen af chokolademassen. Stil den på køl i 3-4 timer.

Pisk den kolde chokolademasse til en let skum.

Kom skummet i en sprøjtepose med spids tylle og fyld vandbakkelserne op ved at prikke hul i bunden.

Fyld evt. også lidt Dulce de leche (kondenseret mælk som har kogt i dåsen i 3-4 timer) i kagen.

5 Kommentarer

  • Helene Gottschalk 17. april 2020 at 12:04 pm

    Kan man lave vandbakkelserne dagen før og så vente m at fylde dem?

    Reply
    • Fru Østergaard 17. april 2020 at 12:12 pm

      Hej Helene
      Jeg synes desværre at vandbakkelserne bliver bløde, hvis man gemmer dem til dagen efter. Men det er muligt, at lave dem dagen før og så sætte dem i ovnen i nogle minutter ved lav varme den dag de skal serveres – resultatet bliver dog ikke helt det samme som når de er nybagte 🙂

      Mange hilsner
      Annette

      Reply
  • QcdwuBjlI 3. januar 2023 at 9:36 pm

    zRPhHvmaqWpL

    Reply
  • Kastbergs 10. oktober 2023 at 6:30 am

    En virkelig lækker opskrift, fantastisk med brombær fyld

    Reply
  • Dagmar Thomsen 13. januar 2024 at 3:47 pm

    Hej. Tak for opskriften Annette. Ved du mon hvorfor mine choux bøjer opad på undersiden? Bunden laver en halvkugle opad, så der er ikke så meget plads til fyld. 🙄 Pft. Dbh Dagmar @la.tartisserie

    Reply

Skriv en kommentar